Koncept

Konceptet for en demenslandsby handler om respekt for det enkelte menneske og dets vilje til at have sin egen frihed.

Vi er alle forskellige og derfor bør vi have mulighed for at bo som vi gerne vil.

En demenslandsby tænkes derfor bygget op af forskellige enheder, som er formgivet efter bestemte temaer. Det vil på den måde være muligt at vælge de boligomgivelser, som passer bedst til én selv.

Beboerne vil kunne gå frit rundt i landsbyen. Der vil være mange aktiviteter, som beboerne kan deltage i, og i det hele taget vil byen være som en almindelig landsby med forretninger, restaurant, frisør, bar, o.s.v.

Det vil også være muligt for besøgende og andre beboere i nærområdet at bevæge sig rundt i landsbyen og benytte sig af dens faciliteter. Der kan være aktiviteter i fælleshuset såsom koncerter, teater, foredrag o.l.

De enkelte enheder i landsbyen vil fungere som en slags bofællesskaber med fælles stue og køkken. Indretningen vil være på en bestemt måde, så det vil være muligt at finde en enhed, som passer til det man er vant til. Nogle vil f.eks. være mere landlige og andre mere by-agtige. Områderne imellem enhederne tænkes indrettet som terapihaver med stier og bænke, hvor naturen vil få stort spillerum og sanserne aktiveres.

Der vil være et centralt "torv", hvor de fleste forretninger o.l. vil befinde sig.

I landsbyen kan man have sit husdyr med. Dyr er netop godt for ældre menneskers velvære. Både dyr og planter kan have en meget positiv terapeutisk virkning på demente. Og det gør det også spændende for børn at komme på besøg, hvis der er dyr til stede.

De ældre vil kunne mødes med hinanden på egne vilkår, og i det hele taget færdes på egen hånd. Der vil altid være uddannet plejepersonale til stede til at hjælpe. Udgangspunktet er at beboerne klarer så meget de kan selv og hjælpes og støttes i at leve sit liv så tæt på det kendte som muligt. De ansatte i forretningerne o.l. vil hovedsageligt være uddannet plejepersonale, som på den måde har en dobbelt-funktion.

Idéen er oprindeligt opstået på baggrund af "De Hogeweyk", som er et plejehjem, der netop er bygget som en almindelig bydel i Weesp, Holland. Dette har vist sig at være et genialt koncept, som egner sig mere end godt til at blive indført i Danmark.

Marguritten vil derudover også have fokus på nogle særlige emner. Der skal bl.a. dannes et videnscenter/rehabiliteringscenter, som samler al ny viden om forebyggelse og bremsning af demens, om det gode liv med en kognitiv begrænsning og som sørger for at føre dette ud i praksis.

Et andet fokuspunkt er at facilitere muligheden for at bo sammen med ægtefællen så længe og problemfrit som muligt.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Demensforeningen Margurittens Venner | CVR: 35 49 01 08  | Tlf.: 23 92 22 13 | marguritten@mail.dk